tirsdag den 18. november 2008

Hvorfor vidste jeg ikke det noget før?

I Fredags opdagede jeg ved en tilfældighed en lille artikel i bladet Autosport. Bladet får jeg fra DASU (Dansk Automobil Sports Union), som jeg er medlem af, fordi jeg kører gokart, og har en kørerlicens. Det er ikke et blad jeg plejer at nærlæse, og egentlig kun skimter igennem for billedernes skyld, men en overskrift fangede dog min opmærksomhed...

Udpluk fra artiklen Discount-race (Autosport November 2008):

"Clubrace er asfaltens svar på folkerace. Her er ingen svimlende budgetter, men
masser af race til ren discountpris. Det er opnået med få, men effektive begrænsninger i reglementet. Alle biler skal således være mindst 15 år gamle, og de er opdelt i tre klasser baseret på vægt/effekt forholdet. I den mindste klasse skal bilerne således overholde et vægt/effekt forhold på 7,4 kg pr. hk. I de to øvrige klasser er forholdet henholdsvis 6,4-7,4 og 4,4-6,4 kg/hk. Det betyder i praksis at man kan komme på banen for meget små penge. For eksempel i en BMW 525 med 143hk, der kan købes i Tyskland for under 10.000kr."


Da jeg havde læst det kunne jeg nærmest ikke sidde stille af glæde. Det var svaret på mine bønner, og samtidig en følelse af at være helt bagud af dansen - hvorfor vidste jeg ikke det noget før?

Computeren blev straks sparket igang, og jeg fandt hurtigt siderne www.hms.dk (historisk motorsport), og www.m-s-s.dk (motor sport Sønderjylland). Disse to foreninger holder hver især et mesterskab i klassen. I hms regi afholdes løbene på flere forskellige baner, bl.a Ring Djursland, og Sturup i Sverige. Hos mss køres der udelukkende på Padborg park.

mss fandt jeg en rigtig god bruchure, der gav endnu mere blod på tanden - læs den her http://www.m-s-s.dk/media/191/l%F8bsdokumenter/clubrace/ClubRace.pdf

Jeg googlede til midt ud på natten efter potentielle biler, youtube videoer (se links), og alt hvad jeg ellers kunne finde. Det var svært at slukke computeren, og det var heller ikke let at falde i søvn den nat.

Ingen kommentarer: